I det danske vaccinationsprogram vaccinerer vi mod 10 sygdomme. Sygdommene er valgt, fordi de kan være alvorlige og forekommer relativt ofte.
Det danske børnevaccinationsprogram har til formål at beskytte både den enkelte og de mange. Jo flere børn, der bliver vaccineret, desto færre kan bringe smitten videre.
Vaccinationerne er gratis, og det er frivilligt, om du vil lade dit barn vaccinere. Vaccinationerne gives hos den praktiserende læge.
Læs mere på: https://www.sst.dk/da/viden/forebyggelse/vaccination/vaccination-af-boern/boernevaccinationsprogrammet
FORBERED DIT BARN PÅ VACCINATION
Alle børn vil på et eller andet tidspunkt, mens de er ganske små, skulle vaccineres af deres læge. Der er mange ting, man som forældre kan gøre, for at gøre smerten ved vaccination mindre, og dermed gøre oplevelsen hos lægen bedre. Dermed kan man forsøge at undgå, at børnene udvikler angst for nåle, eller angst for i det hele taget at komme op til lægen.
Informer dit barn
Det er vigtigt altid at informere barnet om, hvad der skal ske hos lægen. Små børn informerer man i den udstrækning, det kan lade sig at gøre. Lyv aldrig for dit barn. Hvis man lyver for sit barn, vil det miste tilliden til en. Der findes forskellige børnebøger om emnet bl.a. ”Totte hos lægen”.
Brug afledning
Afledning er en god måde at reducere smerten på under vaccinationen. Afledning vil sige, at man hjælper barnet med at tænke eller beskæftige sig med noget andet, mens vaccinationen foregår. Undertiden kan en sådan afledning være så effektiv, at barnet slet ikke oplever "stikket". Forsøg sammen med dit barn at finde noget, der er spændende at foretage sig. Det kan f.eks. være at blæse sæbebobler, få læst en historie højt eller se Ipad. Det vigtigste er, at barnet synes, at det I foretager jer er så sjovt, at det "glemmer", hvad lægen foretager sig.
Forbered huden
Du kan gøre noget for at forberede huden, så det ikke gør så ondt, når nålen stikkes gennem huden:
Der kan benyttes EMLA plaster. Plastret købes på apoteket i pakker á 2 stk.
Småbørn fra 3-11 måneder: Op til to plastre påføres det udvalgte område af huden. Påføringstid: Ca. 1 time.
Børn fra 1-5 år: Op til 10 plastre påføres det udvalgte område af huden. Påføringstid: Ca. 1 time, højst 5 timer.
EMLA plaster kan anvendes til børn med en hudlidelse kaldet "atopisk dermatit" men påføringstiden er i det tilfælde højst 30 minutter.
Som hovedregel vaccineres børnene i øvre yderside af låret frem til og med 15 måneder (se billede 1). Ved 3, 5 og 12 måneder vaccineres i begge lår. Ved 4 og 5 års vaccination vaccineres på ydersiden af overarmen (se billede 2).
Plasteret fjernes af lægen inden vaccination.
Til spæd-/småbørn
Det anbefales, at I giver jeres barn en 25 % sukkeropløsning i sutteflaske, mens barnet bliver vaccineret.
I skal selv sørge for at medbringe sukkervand (koncentration 25%, dvs. 5 gram sukker opløst i 20 ml kogt vand). Sukkervandet kan gives med sutteflaske eller en lille sprøjte.
Hvis du som forældre ønsker at forberede dig yderligere på vaccination af dit barn, kan du læse mere på: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/videnscenter-for-boernesmerter/til-foraeldre/Sider/default.aspx